HJERTETS VISDOM

Spirituelle oplevelser

 
Jeg kategoriserede ikke mine oplevelser som spirituelle, førend jeg fandt ud af, at de blev betegnet på den måde.
 
Hvad vil det sige at have spirituelle oplevelser? I bund og grund er vi alle spirituelle, forstået på den måde, at vi er en sjæl med en krop, men det er ikke altid man er bevidst om det.

Jeg er opvokset med naturvidenskabelige måder at tænke om verden på og har altid været optaget af universet, fysik, kemi og biologi. Jeg kan huske en veninde i gymnasiet engang sagde, at vi er her for at lære, og at jeg var enig, uden helt at vide, hvad det betød. Jeg kunne bare mærke, det var sandt for mig.

Det var først, da jeg blev langvarig syg, da jeg var 21 år, og perioden frem, at jeg skulle lære, hvad det vil sige, at vi er her for at lære. Ud af søgen efter årsager og måder at blive rask på, begyndte jeg bl.a. at nærlæse "Tanker fra hjertet" af Louise L. Hay, men jeg forstod ikke, hvad hun skrev om årsager. Jeg ledte stadig efter et virus, en bakterie eller andet, der kunne påvises som årsag til sygdom.

Min første engel fik jeg af min mormor, da jeg var omkring 16 år. Da jeg havde været syg i lidt over 1 år og var 22, lånte jeg nogle bøger om engle af en venindes veninde på det kollegium, jeg boede på. Det gav en utrolig ro at tænke på, at der var nogle, der passede på os, og som man kunne bede om hjælp.
 
En aften på kollegiet var der to unge mænd, som bankede på min dør, for at fortælle om Jesus. Det virkede meget mærkeligt, for det var ikke et religiøst kollegium. Jesus havde jeg ikke skænket en tanke siden min konfirmation. Et par måneder senere, efter at have været til kostvejledning hos hende, der havde skrevet de englebøger, jeg havde lånt, sad jeg på gulvet og pludselig slog det mig, at al søgen efter noget ydre måske i virkeligheden er søgen efter Gud.
 
Efter denne oplevelse fulgte nogle måneder med en hidtil ukendt indre ro, og endnu flere mærkelige oplevelser og sammentræf, og da jeg havde været til min første behandling i healing, da jeg var 23 år, var jeg overbevist om, at der eksisterende det vi kalder en åndelig verden.

Til behandlingen kunne jeg "se" Jesus stå ved den ene side af briksen og at min skytsengel "lagde" sig ned over mig. Jeg fik efterfølgende behandlinger med healing det næste år, hvor jeg brugte indre barn-øvelser, den violette flamme og fik kanalisering m.m. Da året var gået begyndte jeg at "høre" mine åndelige vejledere, "se" afdøde, mærke mine hænder begyndte at blive meget varme (healede) m.m. Jeg fik senere at vide på en messe, at jeg kunne heale og kanalisere og at jeg bare skulle tage det første skridt videre.  
 
Da jeg var 26 år påbegyndte jeg så reiki I & II samt uddannelse i kanalisering, men der skulle gå nogle år, førend jeg turde erkende og  vedkende mig denne udviklingsproces.
 

Hjertets Visdom v/Sandra | 2820 Gentofte  | Tlf.: 40 91 91 74 | hjertetsvisdom@live.dk